Sikke en forskrækkelse!

Det er jo absolut sjovest at skrive om oplevelser, der er sjove og spændende, men i går havde vi en af de dage, man helst vil være foruden. Vi overnattede i Jonathan Dickenson State Park, hvor vi havde en fantastisk fin og naturskøn campingplads. Vi var omgivet af en masse grønne vækster, vi ikke kender hjemmefra. Vi samlede kogler og på et tidspunkt kommer Esther og viser nogle røde bær. De ligner mest små knaldrøde bønner. Hun siger, hun har haft én i munden, men spyttet den ud igen. Ok, tænker vi, vi har ikke set noget opslag om giftige planter. Til gengæld står der, at man skal holde øje med flåter. Næste morgen, altså i går, vågner Esther med lettere feber. Vi pakker sammen, og på vejen ud af parken spørger vi en ranger om, hvad det er for røde bær. ”De har en meget hård skal, men indeni er en gift, der kan slå 11 mennesker ihjel”. Afsted til nærmeste sygehus. Der er ikke noget med lange ventetider på skadestuen. Vi kommer ind med det samme. Esther bliver registreret, får målt blodtryk, bliver vejet og får taget sin temperatur indenfor få minutter samtidigt med at vi svarer på en masse spørgsmål. Kort efter kommer en sygeplejerske og lidt efter en læge. Ret effektivt må man sige, men rædslen har sat sig i stakkels lille Esther, der græder og slet ikke kan forholde sig til alt hvad der foregår. Lægen tager billeder af de røde bær, vi har taget med. Han ringer til en giftinformation, og kan kort efter berolige os med, at rangeren har taget fejl med hensyn til de røde bær. Vi skal ikke bekymre os om det mere. Istedet sætter han i gang med at undersøge Esther for, hvorfor hun har så høj feber, som de siger hun har. 101 grader Fahrenheit. Vi ved ikke, hvad det svarer til i Celsius og har ikke adgang til internet. De siger bare, at det er højt. Vi undrer os, for vi synes ikke, hun er så varm. Sygehuset vil have et depositum på 1500 dollars (!) Göran snakker med forsikringsselskabet og en sygeplejerske vil nu tage urinprøve på Esther for at udelukke blærebetændelse.

Efter et par timer forlod vi sygehuset, rystede over, hvad Esther havde været udsat for. Derhjemme går vi da ikke og undersøger for blærebetændelse så snart vi har lidt feber. Vi fandt frem til at 101 grader Fahrenheit svarer til 38,3 C. Så hvorfor al denne ståhej?! Tror svaret ligger i, at sygehuset ikke kan risikere at overse en blærebetændelse. Altså et forsikringsspørgsmål. Vi kom ind for at få udelukket at Esther var blevet forgiftet. Det fik vi hurtigt udelukket, og lægen kom frem til at feberen skyldtes lidt betændelse i øret. Vi fik recept på antibiotika, som vi dog ikke har købt. Esther har ikke engang ondt i ørerne. Samtidigt er vi helt utroligt lettede.

De næste par timer sidder vi stille i husbilen og kører mod syd. I Homestead finder vi den campingplads, vi skal bo på. Vi leger på legepladsen, spiser aftensmad og lægger pigerne tidligt i seng. Alle er trætte efter en anstrengende dag.

Vi kobler os på internettet, som vi ikke har haft tilgang til i statsparkerne. Finder billeder af de røde bær og læser om dem. Rosary peas. De er på listen over de 10 mest giftige planter i Florida. Rangeren havde helt ret i, hvad han sagde. Hvorfor sagde lægen noget andet til os?

Det får vi aldrig at vide. Til gengæld skrev Göran en mail til statsparken med en opfordring om at hænge information op om planten.

Heldigvis har vi haft en dejlig dag idag. Stille og roligt har vi kørt ned over the Keys, de mange øer, der er forbundet med masser af broer. På vejen gjorde vi stop ved en frugthandel. ”Robert is here” hedder stedet. Jeg har læst om stedet i Politiken, og det var absolut et besøg værd, når man nu er på de kanter. Robert sælger en masse frisk frugt, meget af det fra egen plantage. Mens man drikker sin nylavede milkshake med friske bær, kan man kigge på geder, skildpadder, høns, en enkelt struds og en masse andre turister.

De næste tre nætter skal vi bo på samme campingplads ikke langt fra Key West. Her er varmt. I morgen skal badetøjet frem!