Og sådan sluttede eventyret for denne gang!

Besøg på Fort De Soto

Så er der ikke mange timer til flyet letter og vi skal tage afsked med Florida. Vi skal sige farvel til sol og varme, shorts og T-shirts, afslappede dage med nye eventyr. Samtidigt bliver det dejligt at komme hjem og få hverdagen tilbage. Esther snakker meget om sine venner på institutionen og glæder sig til at se dem igen. Det har været fantastisk at være så intensivt sammen som familie, og jeg synes, at især Thea er blevet så stor på de godt tre uger, vi har været afsted. Der sker meget, når man er omkring de 9-10 måneder.
Florida er absolut værd at besøge og det er ikke sikkert, det er sidste gang, vi har sat fødderne her. Som det vist er fremgået af bloggen, er det især statsparkerne, vi har været vilde med. Skønne naturoplevelser ligger lige foran én.

Vi overnattede på en campingplads i Orlando i nat. Da pigerne sov i går aftes pakkede vi kufferterne og gjorde husbilen ren. Her til formiddag afleverede vi lidt vemodigt husbilen og blev hentet af en taxi, der kørte os til lufthavnen. Nu bruger Esther al sin energi på at løbe rundt på de store arealer i lufthavnen, og vi lader som om vi ikke kender hende:-) Forhåbentligt sover hun godt i flyet hjem.

Hvor går næste husbilsevenyt så hen? Jo, vi har fået en invitation til at besøge og bo ved en familie i Canada. Esther legede med datteren på en legeplads på en campingplads. Måske man skulle overveje det...

Tak for at du har fulgt med på rejsen!

Djur och bad

Ge mig den!

En av dagarna i Sankt Petersburg tog vi till Tampa Zoo, som visade sig vara precis vad vi önskade. Barnvänligt och billigt inträde. Esther blev ”tre år” under tiden vi var på parken och det fina med det var att hon då fick åka alla karuseller. Den tuffaste var bergochdalbanan, som också nästan var för tuff. Det räckte med en tur för Esther, om man säger så. Det fanns många exotiska djur att kolla in, men favoriten var nog giraffen som man kunde få mata med några salladsblad. Thea spanade in folket och djuren från sin parkettplats i rycksäcken. 

Lite roligare shopping

Efter Sankt Petersburgs reste vi till Fort De Soto. Ön har en av USAs absolut bästa stränder och vi hade lyckats få en campingplats precis vid havet. Fantastiskt härligt! Man skulle lätt kunna tillbringa många fler dagar här än de två vi hade bokat.

Tjohoo, här kommer jag!

Under vår resa har vi stött på många vilda djur och på Fort De Soto visade sig tvättbjörnen hålla till. Campinggästerna uppmanas att inte lämna några matrester framme, varken ute eller inne, annars har man tvättbjörnen rännandes hos sig. Detta är en utmaning för oss med två avantgardeätande flickor. Vi har inte sett björnen än så länge, men däremot spår efter den. Close enough!

Det glade husbilliv!

En meget forkølet Thea. Hun er heldigvis frisk igen.

Det regner, lyner og tordner. Helt nyt for os på denne rejse. Vi har været tvugne at være i bilen, mens Göran har lavet aftensmad. For første gang har vi tændt fjernsynet i bilen og fundet frem til lidt tegneserie. Lidt efter får vi serveret kylling, ris og en lækker salat med solmodne tomater, cremede avokadoer og sprøde agurker. Som oftest er det Göran, som tryller i køkkenet. Hans friske laks med pesto er et hit, der er blevet gentaget nogle gange.

Solen går ned omkring kl.18 og derefter kommer myggene frem. Vi har købt et myggetelt, så vi kan spise udenfor. Ofte spiser vi dog i bilen, så pigerne kan komme i seng kort efter maden. Esther har sit eget værelse. Hun sover over førerhuset, hvor hun har en stor dobbeltseng. Hun kan trække et gardin for, så hun ikke forstyrres af lyset. Thea og jeg sover i en store seng bag i bilen. Når hun er lagt i seng, trækker vi også et gardin for til hende. På den måde har Göran og jeg faktisk en aften sammen, hvor vi ikke behøver sidde i mørke og være helt stille. Sofaen og bordet kan laves om til en seng, hvor Göran sover.

I bilen er også et toilet og en bruser, som pigerne bruger. Vi andre bader på campingpladserne.

Vi har et forholdsvist stort køleskab/fryser og et gaskomfur. Det er virkeligt et lille sommerhus på fire hjul og det er så hyggeligt.

Hov...nogen har taget vores kamera!

Her til eftermiddag kom vi frem til en campingplads i St. Petersburg udenfor Tampa. Vi har haft et par skønne overnatninger i statsparker. Først en overnatning i Myakka River State Park, en smuk, smuk park, hvor vi sagtens kunne have brugt mere tid. Vi så alligatorer og store fugle, som vi ikke kender navnene på.

I går sov vi i Oscar Scherer State Park, der også bød på ren skovidyl. Det er en lidt anden type, der søger ud i statsparkerne end dem, vi har mødt på campingpladserne. På campingpladserne er bingo, kaste hestesko og køre i golfbiler i højsæde og i parkerne er det kajakkerne og cyklerne, der vinder. Vi har mødt søde og rare mennesker begge steder.

Så har vi styr på pigerne:-)

I går besøgte vi Caspersen Beach, hvor vi sammen med mange andre badegæster ledte efter hajtænder. Først vidste vi ikke rigtigt hvad vi ledte efter, men efter lidt hjælp fra de lokale var vi i fuld gang. Mange små, sorte hajtænder er nu med i baggagen. Herligt var det også at bade og se på de mange pelikaner, der svømmede rundt og ind i mellem lettede for lidt senere at styrtdykke ned i vandet i jagten på en fisk.

De næste tre nætter skal vi være på samme campingplads. Hvad vi skal finde på at lave må tiden vise.

Bland sköldpaddor och snowbirds

På vår väg norrut till Fort Meyers stannade vi till och badade på en skön strand med kritvit sand och turkosblått hav. Esther plockade snäckor och Thea åt sand. Vi hade turen att se en sköldpadda som vaggade fram alldeles nära där vi satt. Det var lite oväntat!

Inte så mycket att jobba med här

Så småningom åkte vi vidare mot vår nästa campingplats i Fort Myers. Till skillnad från när vi reste i Nya Zealand ser vi inte så många husbilar på vägarna, vilket kan tyckas lite märkligt eftersom det ju är högsäsong. Det beror på att camparna här i Florida framför allt är så kallade snowbirds. Det är typiskt ett pensionärspar som flyttar till varmare breddgrader under vintern. Ofta parkerar de sin stora husbilscontainer på samma plats varje år och betraktar likasinnade som sin andra familj. Detta betyder att vi är en liten udda familj med vår, i sammanhanget, lilla bil. Esther får ha lekplatsen för sig själv och skulle man mot förmodan se en barnvagn är det större sannolikhet att det sitter en hund i den än ett barn. Som när jag var ute och körde barnvagnen med Thea och en nyfiken dam kom fram och utbrast: It’s really a baby and not a dog. That’s exiting!

Vi har använt dagen till att hygga oss på campingplatsen. Förutom att pappa fick sitt hår trimmat av Esther fanns det också tid till glass och att flyta runt i swimmingpoolen. 

Everglades

Vi er kommet i den helt rigtige feriestemning nu. Vi tager bare én dag ad gangen uden at vi alltid ved, hvilken ugedag vi har. Tempoet er lavt men humøret er til gengæld steget efter Esther igen er blevet rask. Eller helt rask er synd at sige. Hun er stadig ret forkølet og det samme er Thea. Håber de snart er helt friske igen.

Siden Göran skrev sidst har vi haft en overnatning i John Pennekamp State Park på Key Largo. Foruden at være en del billigere at bo på end andre campingpladser, er statsparkerne i vores øjne meget finere. Man er lidt tættere på naturen og bor ikke klods op og ned af en anden husbil. Internet må man undvære, men der er strøm og vand.

I går kørte vi tværs over staten gennem Everglades og kom efter tre timers kørsel til Naples på vestkysten. Langs vejen var et vandløb, hvor vi så en masse alligatorer ligge og sole sig. Esther syntes vist, det både var spændende og uhyggeligt – og det syntes vi andre vist også.

Fremme på campingpladsen fik vi at vide, at hvis vi om aftenen ville ned til vandløbet tæt på os, var det en god idé at have lygte med sig. Der var nemlig både alligatorer og brune pantere. Ok, vi valgte at blive i husbilen.

I dag har vi besøgt Naples. En hyggelig, velfriseret velhaverby med fine huse og palmer og andre grønne vækster overalt. Også en supergod legeplads havde de. Og supergode is.

Key West

Efter dramatiken med det obehagliga lilla röda bäret Rosary Pea (f.ö. har state parken svarat att de ska utforma en handout till framtida besökare) har vi återgått till vår planerade rutt igen. Lilla Esther är fortfarande sjuk, men hänger med så gott hon kan. Vi fortsatte vår resa söderut ner mot Key West och hade tre övernattningar där. Första dagen begav vi oss till en trevlig badstrand i Bahia Honda State Park. Härligt skönt premiärdopp! Det var faktiskt möjligt att först bada i Mexikanska golfen och sedan gå det cirka 100 m till andra sidan ön och ta ett dopp i Atlanten.

Dagen därpå tog vi campern ner till Key West. Efter att lyckats hitta en parkeringsplats, strosade vi runt i byn och tog den obligatoriska bilden vid Southernmost Point. Det är USAs sydligaste punkt och därifrån är det bara ”90 miles to Cuba”, som det står på bojen. Därefter drog vi oss så sakta ner mot Mallory square. Det är hit alla kommer för att titta på solnedgången. Försäljare och entertainers tar tillfället i akt och passar på att tjäna lite pengar och vi fastnade för en gycklare som gjorde en kul show med sin enhjuling. Solen gick ner som planerat och folk klappade i händerna efter att det pyst till i vattnet. Fantastiskt!

Hmm, vad ska vi hitta på dag?

Efter att ha checkat ut drog vi oss norrut tillbaka mot fastlandet. Vi hade inget speciellt program för dagen så vi stannade till vid en beach och tog ett bad och vilade ut i vår camper. Flickorna tog tillfället att sova och föräldrarna fick sig en kaffe och donut. Vi hade bokat en plats på en liten privat campingplats i Key Largo, men när vi kom dit fanns det ingen som checkade in oss! Hon som driver stället hade inte synts till på hela dagen, så vi fick bege oss ut för att finna ett nytt ställe att slå läger på. Inte helt lätt, men till slut fick vi en plats utan el och vatten. Vatten gick att lösa och el kunde vi få via vår generator. Skönt att ha någonstans att sova! Nu sover flickorna och imorgon beger vi oss till John Pennekamp State Park.

Sikke en forskrækkelse!

Det er jo absolut sjovest at skrive om oplevelser, der er sjove og spændende, men i går havde vi en af de dage, man helst vil være foruden. Vi overnattede i Jonathan Dickenson State Park, hvor vi havde en fantastisk fin og naturskøn campingplads. Vi var omgivet af en masse grønne vækster, vi ikke kender hjemmefra. Vi samlede kogler og på et tidspunkt kommer Esther og viser nogle røde bær. De ligner mest små knaldrøde bønner. Hun siger, hun har haft én i munden, men spyttet den ud igen. Ok, tænker vi, vi har ikke set noget opslag om giftige planter. Til gengæld står der, at man skal holde øje med flåter. Næste morgen, altså i går, vågner Esther med lettere feber. Vi pakker sammen, og på vejen ud af parken spørger vi en ranger om, hvad det er for røde bær. ”De har en meget hård skal, men indeni er en gift, der kan slå 11 mennesker ihjel”. Afsted til nærmeste sygehus. Der er ikke noget med lange ventetider på skadestuen. Vi kommer ind med det samme. Esther bliver registreret, får målt blodtryk, bliver vejet og får taget sin temperatur indenfor få minutter samtidigt med at vi svarer på en masse spørgsmål. Kort efter kommer en sygeplejerske og lidt efter en læge. Ret effektivt må man sige, men rædslen har sat sig i stakkels lille Esther, der græder og slet ikke kan forholde sig til alt hvad der foregår. Lægen tager billeder af de røde bær, vi har taget med. Han ringer til en giftinformation, og kan kort efter berolige os med, at rangeren har taget fejl med hensyn til de røde bær. Vi skal ikke bekymre os om det mere. Istedet sætter han i gang med at undersøge Esther for, hvorfor hun har så høj feber, som de siger hun har. 101 grader Fahrenheit. Vi ved ikke, hvad det svarer til i Celsius og har ikke adgang til internet. De siger bare, at det er højt. Vi undrer os, for vi synes ikke, hun er så varm. Sygehuset vil have et depositum på 1500 dollars (!) Göran snakker med forsikringsselskabet og en sygeplejerske vil nu tage urinprøve på Esther for at udelukke blærebetændelse.

Efter et par timer forlod vi sygehuset, rystede over, hvad Esther havde været udsat for. Derhjemme går vi da ikke og undersøger for blærebetændelse så snart vi har lidt feber. Vi fandt frem til at 101 grader Fahrenheit svarer til 38,3 C. Så hvorfor al denne ståhej?! Tror svaret ligger i, at sygehuset ikke kan risikere at overse en blærebetændelse. Altså et forsikringsspørgsmål. Vi kom ind for at få udelukket at Esther var blevet forgiftet. Det fik vi hurtigt udelukket, og lægen kom frem til at feberen skyldtes lidt betændelse i øret. Vi fik recept på antibiotika, som vi dog ikke har købt. Esther har ikke engang ondt i ørerne. Samtidigt er vi helt utroligt lettede.

De næste par timer sidder vi stille i husbilen og kører mod syd. I Homestead finder vi den campingplads, vi skal bo på. Vi leger på legepladsen, spiser aftensmad og lægger pigerne tidligt i seng. Alle er trætte efter en anstrengende dag.

Vi kobler os på internettet, som vi ikke har haft tilgang til i statsparkerne. Finder billeder af de røde bær og læser om dem. Rosary peas. De er på listen over de 10 mest giftige planter i Florida. Rangeren havde helt ret i, hvad han sagde. Hvorfor sagde lægen noget andet til os?

Det får vi aldrig at vide. Til gengæld skrev Göran en mail til statsparken med en opfordring om at hænge information op om planten.

Heldigvis har vi haft en dejlig dag idag. Stille og roligt har vi kørt ned over the Keys, de mange øer, der er forbundet med masser af broer. På vejen gjorde vi stop ved en frugthandel. ”Robert is here” hedder stedet. Jeg har læst om stedet i Politiken, og det var absolut et besøg værd, når man nu er på de kanter. Robert sælger en masse frisk frugt, meget af det fra egen plantage. Mens man drikker sin nylavede milkshake med friske bær, kan man kigge på geder, skildpadder, høns, en enkelt struds og en masse andre turister.

De næste tre nætter skal vi bo på samme campingplads ikke langt fra Key West. Her er varmt. I morgen skal badetøjet frem!